Bæredygtig skoleledelse

Bæredygtig skoleledelse er et begreb jeg vil bruge de næste par indlæg på at folde ud, da jeg ser dette som essentielt for folkeskolens fremtid.

Det er let nok at foreslå forandring inden for undervisning, men den er svær få indført og ganske særligt svær at vedligeholde. Pilotprojekter tager sig lovende ud, men omsættes sjældent i succesrig, systemgennemgribende forandring. fornyelser har let ved at tiltrække de første entusiaster, mens det er sværere at overbevise mere skeptiske skolefolk om at kaste sig ind i det hårde arbejde med at implementere ændringerne. Fyrtårns og ledestjerne skoler kan måske kaste et vældigt skær af sig, men de tiltrækker ofte fantastiske lærere og nogle gange også de bedste elever fra skolerne omkring sig, så disse skoler efterlades i en bestandig skygge. Omfattende reformer af læsning med videre kaster hurtige resultater af sig, men det vare ikke længe, inden det hele flader ud. En ganske særlig indsats og et ekstremt pres kan være med til at trække dårlige skoler op af dyndet, men de falder hurtigt tilbage igen, så snart den særlige indsats klinger ud, og presset er forsvundet.

En bæredygtig forbedring afhænger af en ledelse, der lykkes. Men det er heller ikke let at gøre ledelse bæredygtig. Det kan godt være, at karismatiske ledere kan løfte deres skoler op til utrolige højder, men disse lederes sko er som regel for store til, at deres efterfølgere kan fylde dem ud. Når stærke ledere flytter videre til nye udfordringer andre steder, fristes de ofte til at tage deres bedste folk med sig, hvorved de sætter det de har opnået over styr. Og selvom heroiske ledere er i stand til at opnå store resultater ved at investere vældige mængder af tid og energi i det, så er denne energi ikke uudtømmelig på sigt, og mange af disse ledere og de folk, der arbejder for dem, brænder i sidste ende ud.

En undervisning/læring af bedre kvalitet og en bedre ledelse, som vil komme alle elever til gode, og som vil kunne holde over tidm kræver at vi ser nærmere på den grundlæggende bæredygtighed. Hvis den første udfordring i at skabe forandring ligger i at sikre sig, at den er ønsket, og den anden i at vise, at den kan lade sig gøre, så ligger den trejde og største udfordring i at gøre den varig og bæredygtig. Men hvad betyder bæredygtighed? Hvad kræver den af os? Hvilket strategisk arbejde er det nødvendigt at gennemføre for at skabe den?

Mod til at forandre det jeg kan

Fortiden tjener kun som fundament for en bedre fremtid – men indsigt manifesterer sig altid i nuet. Med ander ord: der er ingen grund til beskæftige sig med fortiden, hvis den ikke fører til en forbedring af fremtiden – beslutninger træffes altid i nuet. Jo menneskehedens fortid er foruroligende, for at sige det mildt, men for så vidt som den tjener som fundament for en bedre fremtid, må vi acceptere den og lære af den.

Ud fra vores fortid forstår vi hvorfor fremtiden er skræmmende, men indsigten kræver mod. Ethvert menneske kan mobilisere sin indre styrke og transcendere sine individuelle hæmninger gennem mod. Første skridt består i at frigøre os fra trangen til social accept. Frihed kommer indefra, og når vi begynder at træffe vores egene beslutninger, vil omgivelsernes hæmmende kulturelle værdier ikke længere have nogen indvirken på os.

Vi er nødt til at skelne mellem et modigt menneske og en kujon. En kujon er en person der ser rolig ud på ydersiden; men hvis vi ser et modigt menneske, vil han eller hun også være rolige indeni. Det vil sige at hvis vi kun ser på ydersiden – og det er meget hyppig fejltagelse – og sammenligner folk, vil de tage sig ens ud. Men i virkeligheden kan den ene være en kujon, som stillet overfor en barsk udfordring omgående ville give op. Og den anden kan være særdeles modig og ville aldrig give op, selv over for en udfordring der er ti gange så svær som kujonens

Mod lyser op indefra, og derfor kan vi bevare roen.

Et af de stærkeste eksempler på indre befrielse og mod verden nogensinde har set, var da et enkelt menneske gik i mod hele det kinesiske rige. Denne mand gik roligt ud på Tian´anmen pladsen – Den Himmelske Freds Plads – hvor han stillede sig foran en kørende tank og spærrede dens vej med sin krop. Faktisk spærrede han for hele den kinesiske militærparade. Og han veg ikke. Selv da kampvognen prøvede at køre uden om ham, blev han ved med at stille sig foran den og blokere dens vej. Hans handling symboliserer den individuelle styrke hvert eneste menneske besidder. Manden var vokset op under et nådesløst undertrykkende styre, og han kendte konsekvenserne af sine trodsige handling. Alligevel blev han stående – individet mod systemet. Han var nået dertil, hvor der ikke var nogen vej tilbage, og hvor den eneste mulighed består i at reagere mod undertrykkerne. Den mand – som han stod der med sine plasticposer – beviste tydeligt for verden at et enkelt almindeligt menneske KAN ændre verden. I det øjeblik blev han et evigt symbol på frihed.

Ville du behandle dem anderledes, hvis du kunne føle hvad de føler?

Hvis du kunne føle hvad de føler, ville du så behandle dem anderledes?

Kunne være spændende at lave sådan en film fra folkeskolen i forhold til inklusion, og de børn alle taler om i øjeblikket.

Jorden er flad

Lille dreng blev væk fra sin mor, da han gik gennem ørkenen. På flugt fra krigen. Borgerkrigen i Syrien rammer civilbefolkningen - og ikke mindst børnene - hårdt. Forleden kom den bare fire-årige Marwan gående gennem ørkenen. På flugt fra krigen og på jagt efter sine forældre blev den lille dreng fundet af medarbejder fra FN.

Lille dreng blev væk fra sin mor, da han gik gennem ørkenen. På flugt fra krigen.
Borgerkrigen i Syrien rammer civilbefolkningen – og ikke mindst børnene – hårdt.
Forleden kom den bare fire-årige Marwan gående gennem ørkenen. På flugt fra krigen og på jagt efter sine forældre blev den lille dreng fundet af medarbejder fra FN.

Dette billede har rørt mig dybt, derfor skriver jeg dette blogindlæg, og samhørighed og fællesskab.

Overalt beror vores muligheder for forbedringer og for ansvarlig disponering over klodens ressourcer på vores evner til ledelse og lederskab. Ledelse og lederskab er den vigtigste enkeltfaktor, når det handler om at tage vare på klodens fremtid. Og med ledelses – og læringsforskeren professor Peter M. Senges formulering: “Doing nothing is no longer an option.” En lektie, som vi endnu mangler at lære, men som dog efterhånden synes at være italesat på det mentale plan, er den gensidige afhængighed og samhørighed, der karakteriserer verden. Erkendelsen af, at alting hænger sammen. Erkendelsen af, at verden er lille og at “jorden er flad”. Erkendelsen af at kloden er skrøbelig. Vi kunne tale om en afhængigheds – eller samhørighedsverden, om afhængigheds – eller samhørighedstænkning og afhængighed og samhørighed som en styrke. Vi mangler i høj grad at forstå dette på handleplanet, men en meget vigtig begyndelse er gjort. Og det er blandt andet de seneste års globalisering der har bragt eller væsentligt har bidraget til denne nye erkendelse. Uafhængighedstænkning var industrisamfundets varemærke. Enhver var – og skulle være – sig selv nok. Derfor gik ikke bare nationer og kontinenter, men også den enkelte virksomhed i krig. Krigstænkning, ensidig væksttænkning og et erobringssprog hører til den industrielle epokes kendetegn. konkurrencefænomenet og markedsøkonomien kan og skal næppe afskaffes. Disse fænomener og konstruktioner ser ud til at indeholde svar og muligheder, som det ellers er meget svært at finde og udvikle. Men vi må forestille os en reguleret, en tæmmet, en mere vis og en langt mindre selvdestruktiv indretning af verdens markeder og institutioner, end vi kender i dag. Lad os indtil videre blot kalde det er naiv betragtning og indretning, men strengt taget burde det ikke være svært at forestille sig det, heller ikke i praksis, når man betænker omkostningerne ved den nuværende form for konkurrencefrihed og markedesøkonomi. Afhængigheds – og samhørighedsforståelse er et kendetegn ved det bæredygtige samfund, som jeg mener må være vores nye virkelighedsopfattelse. Også er det værd at erindre, at det, der er naivt i dag, meget vel kan være realistisk om fem år.

 

Børnene er det vigtigste

Den danske folkeskole står over for den største reform nogensinde, og det vil jeg bruge de næste måneder her på bloggen, til at skrive og skabe refleksion omkring. Rammer, indhold og aktører vil blive taget op til kærlig behandling. Den ledelsesmæssige opgave i en sådan folkeskole, vil dog stadig have mit største fokus.

Jeg skriver på denne blog, fordi jeg er optaget af udviklingen i det danske samfund og folkeskolens udvikling og meget store betydning i denne sammenhæng. Jeg er optaget af, hvordan det danske samfund i fremtiden kan og bør udvikle sig – både i lyset af, hvad der sker i verden, og i lyset af, hvad den danske befolkning ønsker. Vi befinder os i en tid hvor Danmark, Europa  og USA – ja, hele verden er konfronteret med uhyre store problemer af blandt andet økonomiske, klimamæssige og sundhedsmæssig karakter.

Jeg nærer ingen illusioner om, at der er lette løsninger hverken når man ser på de helt store problemer for eksempel den klimamæssige, finansielle og økonomiske situation i verde, men ej heller når man ser på de, i dette lys, meget mindre problemer eller muligheder, der handler om den danske folkeskole i fremtiden. Men løsninger er der.

Jeg tror, at en af vores store udfordringer er, at vi skal lære at blive meget bedre til at se potentialer og muligheder end problemer og begrænsninger. Bedre til at formulere håb. Vi kæmper en indædt kamp med mange af de problemer, der har hobet sig op som en del af den gigantiske industrielle udvikling, som de vestlige industrisamfund og nu Kina, Indien og Brasilien har været og er på vej igennem. En udvikling, der har givet en del af menneskeheden en enorm materiel levestandard, og som nu er ved at at true hele klodens udvikling. Vi er så fokuseret på at forstå og løse disse kæmpeproblemer inden for denne ramme of struktur, hvori de er skabt og opstået, at vi måske overser en række muligheder – potentialer.

Vi er ikke gode til at formulere og tænde håb, hvorimod vi er gode til at se og fokusere på en række trusler og begrænsninger. Vi kæmper for os selv og mod hinanden. Vi ser ikke så let samhørigheden, hverken i det små eller i det store. Vi ser ikke den nære samhørighed i den enkelte klasse/hold og på den enkelte skole mellem de mennesker, der er der. Vi betragter, måler og vejer den enkelte – hvad enten det er eleven, læreren eller lederen. Og endnu mindre ser vi den store samhørighed i verden. Vi sender forurening ind over andre. Vi tiltusker os selv kortvarige fordele på andres bekostning. Vi forurener og ødelægger med åbne øjne – også i vores egen rede, for vi kan ikke blive enige om, hvem der først skal stoppe ødelæggelserne, udnyttelserne eller den skadelige uhensigtsmæssige  adfærd. Og så bliver vi enige om at lukke øjnene og køre videre i håber om, at mirakler viser sig på vejen hen mod de næste generationer, der undrende står og ser på, hvad er det for et samfund, vi overgiver til dem.

Jeg vil med denne blogserie tænde nogle håb for en anden udvikling. Jeg vil også tale alvorsord og vil rette kritik mod de politiske ledere. Jeg formulerer mig kritisk, men jeg overser ikke, at vi har et samfund og en folkeskole, hvorom der er meget godt at sige. Det danske samfund er et meget specielt samfund i mange henseender – positive henseender. Det er den danske folkeskole også; der er meget godt at sige om skolen, om lærerne og om lederne. Det vil jeg meget gerne understrege her, inden jeg formulerer mig kritisk og argumenterer for ændringer. Jeg vil forsøge at gøre mig klog på den pædagogiske og indholdsmæssige del af virket i folkeskolen. Jeg vil også forsøge at tale om rammerne , om principperne og om de store linjer, erhvervs og samfundsudviklingen, selvom det er meget skøbelige størrelser, som man skal være varsom med at udtale sig for skråsikkert om. Jeg skriver fordi, jeg mener, at vi skal forsøge at tænke tanker om, hvordan situationen er nu og her for skolen og ud fra det at forsøge at formulere klare billeder af fremtiden – for dernæst at bruge disse billeder i den aktuelle strategi og politikformulering.

Selvom jeg formulerer mig kritisk, har jeg stor ydmyghed overfor opgavens og problemernes kompleksitet; jeg erkender de praktiske vanskeligheder ved at gå fra en form for praksis og over til en anden, som det måske er let nok at formulere sig om i brede og principelle vendninger, men som i den lovgivende forsamling og endnu mere hos de udførende kommuner, skoler, ledere og lærere skal konkretiseres og udfoldes i et konkret liv sammen med børn, forældre og andre interessenter.

Bukser i brand

Lad mig begynde med Benny og Børge. Vi kender dem fra Halfdan Rasmussens vidunderlige lille rim under bogstavet B i Halfdans ABC fra 1967:

Bennys bukser brændte.

Børge råbte, åh!

Børge havde nemlig 

Bennys bukser på. 

Det handler om en tilfældighed, et ydre sammentræf af omstændigheder: den ene låner sine bukser ud til den anden – de to er knyttet sammen, da uheldet er ude. Man kan gyse, fnise eller trække på skuldrene, for det er jo bare en spøjs og skør lille hændelse, endda på vers; et vidunderlig charmerende vrøvlevers, der har beriget snart sagt hver eneste danske barndom, ihvertfald min.

Men er det virkelig bare et ydre sammentræf, en pudsighed? Hvorfor fniser vi så forlegent? Er historien faktisk tættere på sandheden om vores liv og vores samfund end det meste andet vi går rundt og siger til hinanden? Har Benny og Børge fat i den lange ende? Går vi i virkeligheden altid rundt med hinandens bukser på? Gør det altid ondt på mig når dine bukser brænder?Har vi mere til fælles end vi er vant til at tro? Er forbindelsen ikke ydre og tilfældig, men indre og nødvendig? Er det biologi, der knytter Benny og Børge sammen, så de hele tiden sætter hinandens bagender på spil, bukser eller ej?

De seneste ti års videnskab har gjort det aldeles klart, at vi i den grad går rundt med hinandens benklæder på og er meget mere på virkede af hvordan hinanden har det, end vi havde forestillet os. Vi har hinandens sko på, vi har haft det hele tiden, nu mangler vi bare at opdage det.

Fra samfundsvidenskabernes udforskning af store grupper af mennesker, fra adfærdsvidenskabernes studier af, hvordan enkelte mennsker eller dyr opføre sig, og fra neurovidenskabernes kortlægning af hjerner og centralnervesystemer kommer samme enkle billede: det er ikke noget tilfælde at vi laver samfund, det er ikke noget tilfælde vi er interesserede i hinandens ve og vel, det er ikke et tilfælde at vi holder af at tingene går fair for sig, det er ikke noget tilfælde vi hjælper hinanden. Det ligger dybt indlejret i vores biologi, at vi mærker hinanden, lever os ind i hinanden, føler hinandens følelser, føler med og for hinanden: Vi har empati. Vi kan spore det tilbage i udviklingshistorien, hos aberne, hos hunde, hos rotter. Vi er ikke alene, hver i dyreriget eller i samfundet. Vi mærker hinanden hele tiden.

Det er kun kønt, det vi mærker. Det handler ikke bare om ømhed, kærlighed og åbenhed. Det handler også om foragt, afsky, fjernhed, udelukkelse og væmmelse. Følelsen af svigt er lige så social som følelsen af tilknyttethed. Lysten til at hjælpe følges af trangen til at holde ude. Følelsen af samhør modsvares af følelsen af fremmedhed. At være rettet mod det fælles handler ikke om at være evigt flink og fattet. Vrede, hævngerrighed og afvisning er lige så sociale følelser som venlighed, kærlighed, tilgivelse og kærtegn. De seneste årtiers erkendelser af vores sammenknyttethed handler ikke bare om romantik og skønhed, men også om afskyelighed og udfordringer. Det er ikke bare politisk korrekt og pænt alt sammen, men både frygteligt og samtidig dybt opløftende.

Alt i alt sætter disse nye videnskabelige erkendelser en ny dagsorden for vores samtale om hvordan vores liv og vores samfund kan indrettes. Mange af vores forestillinger om os selv og forbundethed er under forandring. Vi har været vant til at tænke i modsætninger: Egoisme (kun gøre noget for sig selv) eller alturisme (at gøre noget for andre). Selviskhed eller selvopofrelse. Tænke på sig selv eller tænke på andre. Tænke på de få eller på de mange. På den enkelte på fællesskabet. Højre eller venstre. Velstand eller velfærd. Fornuft eller følelse.

Men det er falske modsætninger.

Hvis vi i virkeligheden går rundt med hinandens bukser på, passer det jo slet ikke at man gør det bedst for sig selv, hvis man kun tænker på sig selv. Eller bedst for de andre, hvis man kun tænker på de andre. Så er det jo en falsk modsætning. Hvis man mærker andres smerter, de andres glæde, de andres fryd og de andres sorg, så nytter det jo ikke en selv kun at tænke på sig selv, for det er helt afgørende for en selv hvordan de andre har det. Og det nytter heller ikke kun at tænke på de andre, for hvis man svigter sig selv, svigter man jo også dem, i og med at de kan mærke ens smerte.

Hvis vi gennem den biologiske udvikling er blevet ustyret med en indbygget evne til at opleve hinandens oplevelser, en evne til indføling og indlevelse, som indebærer en indlysende overlevelsesfordel for dyr der lever i flok og er afhængige af hinanden, så kan vi godt glemme alt om egoisme og hellighed. Et menneske, der kun vil tænke på sig selv, er bare amatør – egoist, som ikke ved sit eget bedste. Og et menneske der i sin barmhjertighed vil glemme alt om sig selv og sine egne behov for kun at hjælpe andre, er i længden bare en dårlig kammerat. Hverken egoisme eller altruisme holder i længden. Det betyder selvfølgelig at mange politiske grundforestillinger skal tænkes igennem på ny.

Bennys bukser brænder og alle råber, åh! Alle har vi nemlig Bennys bukser på.

Det er en bilogisk påstand: Et udsagn om hvordan mennekser er udviklet igennem historien, hvordan vi er født forbundene, steder hinanden som sociale væsner, om vi vil det eller ej, om vi  er sammen eller ej.

 

Man skal bare sprætte en ged op!

Og så får man en meget bedre skole, ifølge undervisningsminister Christine Antorini. Jeg tror desværre ikke det er så enkelt.

Meget inden for den danske skoleverden handler om den daglige drift – minutter, timer, marginale ændringer og justeringer; kampe og politiske spil – men ingen store visioner, intet stort lederskab, ingen vilje til at forsøge nye veje. Regeringen mener flere timer er løsningen, i stedet for at se på kvaliteten af undervisningen, og på den enkelte læres evner som underviser.

Meget i folkeskolen er resultater af kortsigtede politiske kompromisser eller studehandler uden nævneværdige visioner eller perspektiver. Jeg erkender, at der er særlige interesser, at der er modsatrettede interesser og perspektiver, men samtidig mener jeg, at en af de store fremtidige opgaver er at praktisere mere helhedssyn, herunder nyttiggøre meget mere af den viden som vi allerede har, for vi ved meget, vi er blot ikke så gode til at praktiserer det, vi ved, og den manglende praktisering af helhedssyn begynder og rammesættes i virkeligheden på det øverste politiske niveau, hvor kortsigtet kasse – og silo tænkning er det dominerende.

I de seneste år har vi talt meget om og brugt mange kræfter på at sammenligne den danske folkeskole med skoler og skolesystemer i andre lande og at sammenligne danske børns kunnen med børnenes kunne i andre lande. Det er nok rigtigt, at vi – for at kunne navigere – også skal sammenligne os med andre, men den der går i andres fodspor, kommer som bekendt aldrig foran.

Folkeskolen skal udvikles og ledes af dem der er tættest på undervisningen og eleverne! Og der skal mere til end blot at sprætte en ged op.

En standariseret verden!

Mens vi gennem de seneste 25 år har set en øget fokusering på kreativitet og innovation i danske virksomheder, så er uddannelsessystemerne stadig præget af, at vi stort set behandler alle mennesker ens, selv om vi godt ved, at mennesker er forskellige. Dermed ikke sagt, at lærerne ikke gør en stor indsats for at se den enkelte elev. For det gør de, og mange dygtige lærere formår også at stimulere og give den enkelte elev selvtillid. Men vi skal langt videre i denne retning, end de nuværende rammer giver mulighed for. Med de nuværende rammer tester vi eleverne med de samme test og vi stiller de samme krav til dem, uagtet at de er så forskellige og har forskellige intelligensprofiler og personligheder, som mennesker nu engang er og har. Ud fra denne tænkning og denne testning har vi skabt og vedligeholder vi faggrænser, korte, lange, mellemlange og såkaldt høje uddannelse i en uendelighed.  Og dermed skaber vi yderligere basis for speciallisering, diskriminiation og opsplitning i det danske samfund.

Vi elsker at standardisere, specialisere, mekanisere og synkronisere. Det har vi lært i industrisamfundet. Inden for uddannelsesområdet har vi skabt eksamnier, fag, specialer, niveauer, grader, certifikater og mange andre kasser og kategorier. den ene karakterskala efter den anden. Eksamensopgaver udarbejdet på standardiserede måder og udfra konventionelle fag – og samfundsopfattelser. Vi er opdraget til at mennesker rangordnes efter deres IQ, men det er en utrolig snæver og ensidig måde at karakterisere mennesker på. Menneskers forskellighed kan karakteriseres og beskrives på mange måder.

Nogen politikerer har udtalt de vil have karakter fra 1. klasse. Det er et skræmmende mekanisk synspunkt. Selvfølgelig skal der evalueres i en pædagogisk proces, men evaluering og god pædagogisk proces behøver ikke at være forbundet med tal karaktergivning. Tal og talkarakter er skøbelige størrelser. Og selvom netop et tal for mange mennesker er forbundet med noget sikkert, håndgribeligt og tillidsvækkende – måske ligefrem objektivt – så er der grænser for for, hvad man kan byde et tal. Men vi vi byder et tal at sammenfatte hele mennsker. Når mennesker går ud af folkeskole, fagskole, gymnasium, universitet m.m., så er hovedresultatet af deres indsats, der måske har strakt sig over 10 år af deres liv, sammenfattet i et tal, et karaktergennemsnit. Er det, hvad vi kan præstere, når det handler om at karakterisere noget så kompliceret som et helt menneske – eller hvad vi nu forgiver at ville karakterisere?

I en standardiseret verden er det ikke sjovt at være forskellig fra standarden, for så falder man udenfor. Sådan er der mange mennesker i det danske samfund, der er og som holdes udenfor. Det er ikke hundreder eller tusinder – det er titusinder af mennesker, der ikke får lov til at være en del af uddannelsessystemerne.

Vi skal være gode til at se og udvikle det enkelte barns intelligenser. Vi skal respektere og anerkende det enkelte barn, det enkelte menneske, for alt det, som det enkelte menneske e, kan og står for. Alle skal kunne udfolde sig. Det er det grundsyn, der efter min opfattelse bør karakterisere folkeskolen i Danmark. Folkeskolen skal ikke teste og udskille elverne, men give dem viden om, hvor deres styrkesider ligger henne. Det er en stor udfordring. Men dels er det en ret for det enkelte barn at blive mødt i børnehave og skole med et system og af lærere, der grundlæggende respekterer barnet for det, barnet er.

Videoen ovenover viser hvad der sker i et uddannelsessystem der ensidigt fokusere på tal, test og udskiller børn. Det er tankevækkende at høre disse unge mennsker udtale sig om konsekvenserne af et sådan uddannelsessystem.

Uddannelse til hjertet – pædagogisk nærvær

Den øgede opmærksomhed på nærvær i skoler og institutioner, ikke kun i Danmark, men i store dele af den vestlige verden, får næring mange steder fra. Et hektisk børneliv med begrænsede muligheder for at rette fokus indad i hverdagen og et generelt højere stressniveau hos børn er eksempler på forhold, som kalder på, at man sætter fokus på børns velvære og trivsel. Andre begrundelse for et øget fokus på nærvær o pædagogiske sammenhænge er udviklingen mod en mere inkluderende skole.

I en norsk undersøgelse fra 2009 tilkendegav 62 procent af eleverne, at det ville have lært mere, hvis der havde været mere fred og ro i timerne. Til gengæld viste undersøgelsen også, at børnenes karaktergennemsnit tilsyneladende ikke var påvirket af, om der var lidt eller meget uro i klasserne. Selvom der stadig savnes viden på området, og konstant ro kan siges at være et ideal for et læringsmiljø, selvom jeg ikke er enig i dette ideal, kan jeg ikke lade være med at spekulere over, hvor og hvornår børn har mulighed for at lære fordybelsens fascinerende kraft? Hvornår lærer børn at slappe af og være til stede i kroppen? Hvad bliver der gjort for at understøtte børns selvfornemmelse og viljestyrede opmærksomhed?

Min interesse for nærvær i pædagogisk praksis udspringer af disse spørgsmål, og det er dem, som har ledt til, at jeg har fordybet mig i den spirende udforskning af nærvær i forbindelse med børn i institutioner og skoler.

Hvad betyder det børns læring og velbefindende, at læreren er nærværende, og hvordan børns viljestyrede opmærksomhed kan understøttes?

 

Viljestyrke gør mennesker principfaste!

Viljestyrke er, når du gør noget andet, end det du har allermest lyst til, fordi du har besluttet dig for det. Viljestyrke får dig til at løbe den sidste kilometer, selvom du er ved at kaste op, holder dig vågen hele natten fordi opgaven skal afleveres i morgen. Viljestyrke er en fænomenal kraft. Med den kan vi beslutte os for at leve – og også for at dø. Viljestyrke kan også være rigtig farligt, hvis ikke vi bruger den konstruktivt. Der er fx mennesker, der som unge har tvunget sig selv til – trods kvalme, svimmelhed og udgifter – at ryge og drikke øl eller kaffe i månedsvis, indtil de til sidst havde vænnet sig til smagen, alene fordi de havde visionen: hvis jeg ikke bliver ved, kommer jeg ikke med i et fællesskab. 

Der er mennesker, der med stor vilje og kraft nægter at tro på, at de fortjener at være lykkelige. Der er mennesker, der spilder deres livsenergi og potentiale, fordi de har opøvet et enormt talent for at kede sig på arbejdet. Der er dem, der insisterer på at sætte sig selv i en begrænsede boks med klistermærker som “det kan jeg ikke” eller “det dur jeg ikke til”

Tænk nu hvis det, du er mest bange for, ikke er mørket, men lyset? Tænk hvis årsagen til, at du holder dig selv tilbage i din egen kritiske, skeptiske og analytiske skygge, er, at du inderst inde godt ved, at trådte du ud af den, så kunne du stråle så meget, at det ville blænde hele verden,  eller ihvertfald kollegaerne eller naboen. Det kræver stort mod at være konstruktiv, og det kan skabe masser af bøvl og besvær, især i starten, men vi er på vej ind i de konstruktive visioners æra. Der er absolut ikke nogen grund til at sætte eget lys under en skæppe. Viljestyrke skal ikke bruges til, hvad du ikke vil. fx “jeg vil ikke være som min far/mor/chef/kollega”. Det skal bruges til, hvad du gerne vil. fx. “jeg vil være den bedst mulige version af mig selv” eller “jeg vil primært arbejde sammen med folk, der har en professionel indstilling til det de laver” Eller: “jeg vil tro på det gode i mennesker. De opfører sig måske bare ikke alle som sådan”

Vi kan ikke med viljestyrke lave om på andre mennesker. Vi kan kun lave om på os selv. Tænk over hvor i din dagligdag du bruger din viljestyrke. Hvad er det, du har besluttet dig for? Fungerer din vilje og dine beslutninger konstruktivt i dit og dine nærmeste liv? Arbejder dine grundantagelser mod dig eller med dig? Hvis du med din vilje fortsætter, som du gør nu, ender du så et bedre sted derude i fremtiden?

Det er en opgave for resten af livet, for intet behøver at være, som det er lige nu, Hvis blot du – med vilje – accepterer, at det er muligt at forestille sig, at tingene – og dermed fremtiden – altid kan være anderledes.

Er sikker på manden i filmklippet har viljestyrke. Se filmen og se på dig selv bagefter.