Jeg fandt et billede på nettet der passer rigtig fint sammen med mit seneste blog indlæg om sprogets betydning
Sproget skaber vores verden!!
Svar
Sproget skaber din og andres verden!
Vi fortæller historier om vores liv og os selv for at blive anerkendt og accepteret, at finde sin identitet eller sig selv, at skabe en mening i livet, at forbinde gøren og erkendelse og at erkende nye muligheder mm. Det er altså alt det, der fortælles af andre og os selv, som tilskrives betydning og sættes ind i den personlige historie med henblik på at få orden på selvforståelsen, så man fremtræder acceptabel for sig selv, og så man overbeviser andre om, at man er det. De ting, der sker, sker altid i en social og personlig kontekst, som medkonstruerer historien om begivenheden. Vi husker altså det, der passer med vores nuværende helhedsopfattelse. Grundlæggende er historiens store styrke at den, uanset hvordan den fortælles, indeholder personens holdninger, værdier og tro. Det er det, der kan spørges ind til, og det er det, der skal spørges ind til. Det er ved at lytte nærværende og spørge undersøgende til en person, som fortæller, at vedkommende får mulighed for at få rummet og senere at kunne distancere sig til sin historie. Det kan give anledning til genfortolkning af det skete, af værdier og følelser mv. med henblik på en ny synsvinkel på historien eller elementer af historien.
Det er gennem historien og dermed sproget, vi skaber os selv til os selv og de andre. Igennem historierne fastlægger vi de sociale rammer og traditioner, som derefter er rammen for det fortsatte liv og dets fortællinger. Vi skaber de symboler og opfattelsen af vores sociale identitet, som giver mening, når vi kommunikerer om dem. Det er i den producerende vekselvirkning mellem det virksomme og det kommunikative, at identitets- og meningsdannelse finder sted. Uden arenaer og rammer for dette arbejde går identitetsudviklingen i stå.
Når vi fortæller vores historier, identificerer vi os med dem, kunne man også sige. Altså er det også arbejde med ligheder og forskelligheder. Eller om man vil det – værdiarbejde. Det, vi ønsker at være en del af, og det vi ikke vil være en del af. Men i øvrigt justerer vi hele tiden på vores egen, andres og den fælles historie, kaster nyt lys over den, giver nye tolkninger af den og i den forstand nyformulerer den ved hele tiden at fortælle den. En hvilken som helst historie vil ikke være mulig at fortælle. Paradoksalt kan man sige, at der er et begrænset, men uoverskueligt stort antal mulige historier og tolkninger. Dette giver mulighed for overskud af mening, altså nytænkning. Man udvikler sin nytænkningsmulighed ved at fortælle om det, man har gjort.
Man bliver det man fortæller, og det andre fortæller om dig.
Det betyder, at historiefortællingen både har en meningsmæssig funktion som det, der skaber kontinuitet i livet, ved at vi i nuet konstruerer vores fortid, og en funktion, som åbner for et fremtidsperspektiv. Ved at fortælle konstruerer vi den historie, som vi senere lever op til ved at realiserer den. Eller med andre ord: Vi får øje på muligheder ved at fortælle. Og det er vel netop meget præcist det, der sker. Når vi ser os omkring i forhold til de andre børn og voksne, vi drager omsorg for, så har det umådelig stor betydning for åbning af muligheder, hvad vi fortæller om dem. Hvis vi fortæller dem som skvadderhoveder eller beregnende små kejsere, så vil det tendere mod at blive selvopfyldende profitier. Hvis vi fortæller dem som potentialer, talentfulde medarbejdere, elever, børn mm., vil det omvendt være disse muligheder som tenderer mod at realiseres. Hvis overdrivelsen i fortællingen imidlertid er for stor, bliver det afvist, men hvis overdrivelsen er marginal, bliver det taget ind og gjort til en del af selvfortællingen. Netop derfor er det i ledelse og opdragelse af vital betydning, man italesætter sig ‘rigtigt’, så man åbner muligheder, frem for at lukke ved hjælp af diagnoser og etiketter.
Hver person har sin opfattelse i sin fortolkning af verden. Vores fælles virkelighed bliver det, vi gennem kommunikation kan blive enige om er vores fælles virkelighed.
Så hvilke historier fortæller du om dig selv, dine børn, din mand, din kæreste, dine kollegaer, din leder, elever med særlige behov? Din fortælling er med til at skabe deres verden.
Revner Danmark?
Vi taler om viden – og innovationssamfundet. Men hvor er borgeren, den såkaldte almindelige dansker henne? Er han/hun en del af videnssamfundet? Ja, mange er. Og på den anden side: Mange danskere bor ganske vist i Danmark, men de er uden for. Nogen har sat sig selv uden for. Andre er blevet sat uden for – af os, der fortsat er med. Det er ikke holdbart, at vi på den ene side ekskluderer betydelige dele af befolkningen fra, hvad der her summarisk kaldes vidensamfundet. Vi risikerer, at det danske samfund revner, falder fra hinanden. Så vil vidensamfundet blive et samfund for de mange og de privilegerede, mens hundredetusinder vil føle sig og reelt være uden for og henvist til en tilværelse i skyggen af den såkaldte videnmedarbejder. Og så er det ikke et samfund. I Knud Aarups interessante bog, Frivillighedens velfærdssamfund, kan man bl.a. læse, at i perioden 2001 – 2006 er antallet af børn i Danmark, der lever i fattigdom, steget med godt 15.000. “Mennesker skal have noget meningsfyldt at stå op til” siger vi ofte. Men der er alt for mange i det såkaldte højt udviklede danske samfund, der ikke lever en meningsfyldt tilværelse. Mindst ét hundrede tusinde unge mennesker imellem ca. 16 og 26 år er uden for uddannelses – og arbejdsmarkedet. Det er en katastrofe.
Samfundet udvikler sig med en uhyggelig hastighed lige nu. Dramatisk hastighed. Hvem er “in control”? Danmark har alle chancer for både at være med i den globale udvikling og, om man vil, globale konkurence, og udnytte alle de økonomiske og andre muligheder, der er her. Men vi har også, endnu i hvert fald, råd til og mulighed for at tage hånd om de unge mennesker, der dybest set har mange ressourcer og kompetencer, men som er ved at blive virkelige tabere i det ekskluderende samfund og eksklusive samfund, som vi er ved at udvikle. I de kommende år bliver det en særlig forpligtigelse at tage vare på de svageste i samfundet samtidig med, at der finder en mængde omprioriteringer og forandringer sted. “Når krybben er tom, bides hestene”, hedder et gammelt ordsprog, og det er bl.a. det, vi oplever. Mennesker og grupper kæmper på mange fronter i samfundet for at bevare velerhvervede – eller også var disse – formelle – rettigheder faktisk ikke så velerhvervede, men var utilsigtede muligheder, som alt for mange mennesker ikke kunne modstå at udnytte? På nogle områder er velfærdssamfundet blevet en karikatur af sig selv. Samtidig med at mange marginaliserede grupper får det stadig vanskeligere i Danmark, er der andre grupper, der beriger sig på fællesskabets bekostning. I nogle tilfælde på formelt set lovlige måder, men helt uden for al sund fornuft; i andre tilfælde gennem simpel snyd og bedrageri.
De henviste…
En diagnose – bølge ruller ind over de fleste vestlige lande i disse år. I Danmark sendes ca 25% til udredning hos psykolog , fordi vurderingen er, at eleven på den ene eller anden måde har nogle særlige behov eller vanskeligheder, som det er svært at rumme i den almindelige undervisning. Elever, der får en diagnose bliver deltagere i et udskilningsforløb, hvor flere og flere elever modtager specialundervisning. Alene på denne baggrund er der god grund til at diskutere diagnosernes omfang og deres konsekvenser – ikke alene for den enkelte elev, men også vores forståelse af skolens opgave og de samfundsmæssige præmisser skolen handler ud fra.
Stigningen af diagnoser kalder på en diskussion af, hvad der influerer på selve stigningen i antallet af diagnoser og hvordan den specialpædagogiske foranstaltning kan kvalificeres til at forholde sig konstruktivt og kritisk til udviklingen, samt hvordan man i praksis håndterer de henviste elever. For stigningen i antallet af diagnoser finder sted sideløbende med, at folkeskolen forsøger at leve op til den internationale Salamanca-erklæring om, at vi i videst mulig omfang skal inkludere elever med særlige behov i den almindelig undervisning.
Der kan være en modsætning mellem de to typiske tilgange der anvendes, når der opstår “problemer” i skolens pædagogiske miljø. I den ene tilgang rettes blikket mod selve eleven som mulig årsag til problemets udspring. I denne tilgang søges en individbunden årsagsforklaring, hvor problemet begrebsligt placeres inde i eleven. Denne tænkning bygger på traditionelle vidensområder, hvor elevens adfærd tolkes ud fra en typisk biologisk og psykologisk tilgang – en tilgang, hvor det at henvise til psykolog bliver den mest naturlige handlemulighed. Stigningen i antallet diagnoser er på paradoksal vis med til at “fodre” denne forståelsesproces – fordi når antallet diagnoser stiger, får vi nemt indtryk af, at vi faktisk er omgivet af afvigende børn – det har antallet af diagnoser jo vist.
Et alternativ til den individualiserede årsagsforklaring er et kritisk blik på selve den pædagogiske praksis eleven er en del af. Dette fokus indtænker elevens omgivelser, herunder den pædagogiske praksis som lærerne er tilrettelæggere af. I dette perspektiv gives der endvidere mulighed for at stille spørgsmål som: “Er grænserne for normalitet i vores kultur eller særlig organisation blevet for snævre? Hvilke aspekter i vores pædagogiske kultur gør netop denne elevs særlige adfærd problematisk? Hvis vi organiserer vores pædagogik anderledes, kan vi da gøre den enkelte elevs adfærd mindre afvigende og mere acceptabel?”
Én side er de kritiske spørgsmål – en anden side er selve den pædagogiske praksis, som indbefatter en voksende specialundervisning, der står i sammenhæng med antallet af diagnoser.
Jeg er af den opfattelse, at vi ekskluderer alt for mange elever i den danske folkeskole, men også i samfundet generelt. Er ved at skabe en skole for de få?
Dette er et emne, der optager mig meget, praktisk som teoretisk, og derfor vil der komme flere indlæg om dette emne i fremtiden, både i forhold til uddannelse og samfundet generelt.
Selvindsigt – at se på dig selv udefra og ind
SELVINDSIGT udtryk for navlepilleri, egoisme og selvoptagethed. Sådan lyder kritkernes dom ofte over populære begreber som selvudvikling og coaching. Den stigende fokus på at realisere sig selv skaber et individualiseret samfund med stadig mere forkælede og krævende kunder, medarbejdere, partnere og elever – lyder kritikken blandt andet. Den påstand er jeg delvis uenig i!
At realisere sig selv eller træde i karakter, som det også hedder, handler netop om at komme ud over sig selv. Om at påtage sig ansvaret for sig selv og sine handlinger, acceptere sin rolle i samfundet, forpligte sig til den og handle på baggrund af den. Det gælder ikke om at blive uendelig interesseret i sig selv, men om at blive uendelig opsat på at eksistere - at handle. At sætte sig for at eksistere beror igen på et valg – beslutningen om at ville vælge ud fra dig selv i livets store spørgsmål. Træffer du eksistentielle valg, vil det give dig større dybde i dig selv, og dermed ser du også større dybde i verden. Livet bliver ikke lettere at leve, for tvivl, angst og følelsen af begrænsning vil aldrig forsvinde fuldstændigt fra dit liv, men at ville noget og vide med dig selv, at du vil gøre noget og at handle ud fra denne vilje, er også at træde i eksistens.
Peter Thielst har forfattet flere bøger om en af mine store helte, Søren Kierkegaard, omhandlende Kierkegaards filosofi og psykologiske betragtninger. Thielst forklarer den kierkegaardske eksistentialisme på følgende måde:
Idet et menneske vælger at forholde sig til sig selv, bliver det opmærksomt på modsætningen mellem, hvad det virkeligt er, og hvilke forventninger han eller hun har til sin person. Det opdager forskellen mellem sit faktiske selv og drømmebilledet. Dermed begynder mennesket at eksistere.
Valget er personligt. Du kan søge råd hos nogen, der står dig nært eller vejledning hos en coach eller mentor, når du står over for at træffe vigtige beslutninger i dit liv. Det ændrer ikke på, at det i sidste ende er dig selv og kun dig selv, der bestemmer, hvordan du vil handle. I vores valg af spørgsmål og rådgivere har vi alligevel allerede valgt, vi forsøger blot at gøre valget mere objektivt ved at vende tanker og overvejelser med andre. Men at skabe selvindsigt går ikke ud på at lytte til tidligere indsamlede erfaringer og gennemanalyserede resultater. Her må det subjektive til, for uden det opnår du aldrig et afklaret liv. Det subjektive valg beror alene på dig selv. Derfor er det ubehageligt at træffe – og heri ligger ægtheden. At træffe subjektive valg, betyder, at man drager omsorg for sig selv, men ikke at man er individualistisk, selvoptaget eller kun udlever “enhver er sin egen lykkes smed-liberalisme”, mener Kierkegaard. Mennesket eksisterer ikke i et tomrum. Det vil altid leve en tilværelse vævet ind i andre menneskeres. Så det at blive subjektiv og træffe personlige valg er altså også at blive virkelig for andre mennesker som en nærværende og engageret person.
At opnå selvindsigt gavner ikke kun dig selv og din handlekraft, men også din omverden.
Et godt sted at starte er at svare på:
Hvad er det aller vigtigste for mig?
Man kan være et ordentlig menneske!
En smuk, rørende og inspirerende film om det ordentlige menneske.
Da Zarathustra var tredive år gammel, forlod han sit hjemsted og sit hjemsteds sø og drog op i bjergene. Her nød sin ånd og sin ensomhed og blev i ti år ikke træt af det. Men til sidst forvandlede hans hjerte sig – og en morgen stod han op med morgenrøden, trådte frem for solen og talte således til den:
“Du store stjerne! Hvad var vel din lykke, hvis du ikke havde dem, som du lyser for”
Friedrich Nietzsche i ” Således talte Zarathustra”.
At være et ordentligt menneske – i en verden i uorden!
Der går en skillelinie ned igennem menneskeheden. Der går mange, men jeg tænker på den, der går mellem ordentlige mennesker og de andre – vi andre. Med ordentlige mennesker tænker jeg på dem, som ikke bare opfører sig pænt og er imødekommende over for andre. De er på mærkværdigvis også i stand til – i stort og småt – at se tingene også fra andres synsvinkel og forholde sig til sig selv med distance. Se sig selv i det rette perspektiv; fra oven og ned. I en daglig sammenhæng viser de sig som dem, som ikke går i vejen for at hjælpe andre. Dem, som træder et skridt frem, når andre træder tilbage, som i stedet for hele tiden at koncentrere sig om sig selv, kan finde på at gøre noget for at få andre på ret køl.
I vores samfund har et stigende antal mennesker et stadigt mere vagt forhold til institutioner og grænser. De fastholdes ikke længere, men overlades i sidste ende til at fremtrylle myndighed og moralsk ansvarlighed af sig selv. I sandhed et Münchhausensk foretagende! En i tiden udbredt følelse af opløsning, værditab og mangel på sammenhængskraft befordres af et stigende antal løsgående individer – svage karakterer, ville man engang have kaldt dem – som tillader sig selv at lege tagfat med og mishandle andre i sammenhænge, som engang var baseret på tillid og ansvar. Sådan gør de få livet meget besværligere for de mange.
Det løsgående individ er det ordentlige menneskes antipode, ultimativt forstået som psykopaten, som er et næsten logisk produkt af det stærkt individualiserede massesamfund. Der er som oftest ikke tale om psykopater i klinisk forstand – selvom antallet af dem måske også er stigende – men om ´villede psykopater´, som på den almindelige grænsesvækkelses vilkår og i selvoptagethed og kedsomhed griber til at angribe og overskride andres grænser, hvor de kan - fordi de kan. For så rykker det da lidt.
Ordentlige mennsker vil altid være der et sted, men de er ikke nær så fascinerende som ofre, hyklere og psykopater.
Måske må man resignere. Men så hænder det, at man kan blive grebet af en sanseløs optimisme! Man vågner op en skønne morgen, synes vinden blæser fra en anden kant – og man tænker: Det er aldrig for sent at blive et ordentligt menneske! Lad os begynde i dag, lad os øve os sammen! Øve os i at blive ordentlige mennesker, øve os i at forvente, at andre er ordentlige mennesker! Lad os hive hinanden op ved hårene! Når det sker, tror jeg fuldt og fast på, at der inden i alt det bløde ‘danske’ er noget mere hårdt og mere substantielt, som der kan bygges på.
Man bliver et ordentligt menneske ved at få lov til at gøre sin pligt, så lad os give hinanden lov til det. Ikke for vores egen skyld, ikke for at vi skal få det bedre, ikke af hensyn til egen psykosociale udvikling – eller i hvertfald ikke primært. Man bliver det for en højere ordens skyld. For at styrke det, der rækker ud over en selv.
Hvorfor blive et ordentligt menneske? - For skønhedens skyld. Den uomtvistelige skønhed ved det rette og det sande, skønheden ved at stræbe moralsk. Skønheden og tilfredsstillelsen ved at gøre sin pligt og ‘være der’ for andre. Den er ikke uvæsentlig. Det ordentlige menneske giver sit eget liv værdi ved at give andre menneskers liv værdi. Det er en genvej til et fællesskab uden de store utopiske armbevægelser. Og selv om man ofte kan føle sig overbevist om det modsatte, tror jeg fuldt og fast på, at vi sammen er klogere, end vi er enkeltvis. Det er vel i bund og grund det kultur handler om, at gøre noget fælles
Så lad os blive ordentlige mennesker! Vi kan begynde med at simulere.
Velkommen til min hjemmeside
Velkommen til min legeplads. En legeplads jeg vil invitere dig ind på. Det er en blog der handler om samfundet, pædagogik, kreativitet, uddannelse med fokus på folkekskolen, politik og personlig udvikling. Den er stadig under opbygning, og du er velkommen til at kontakte mig med ideer eller andet.
Jeg håber du vil blive inspireret og inspirerer der i verden hvor du er.
Første blogindlæg kommer i morgen søndag.