En diagnose – bølge ruller ind over de fleste vestlige lande i disse år. I Danmark sendes ca 25% til udredning hos psykolog , fordi vurderingen er, at eleven på den ene eller anden måde har nogle særlige behov eller vanskeligheder, som det er svært at rumme i den almindelige undervisning. Elever, der får en diagnose bliver deltagere i et udskilningsforløb, hvor flere og flere elever modtager specialundervisning. Alene på denne baggrund er der god grund til at diskutere diagnosernes omfang og deres konsekvenser – ikke alene for den enkelte elev, men også vores forståelse af skolens opgave og de samfundsmæssige præmisser skolen handler ud fra.

Stigningen af diagnoser kalder på en diskussion af, hvad der influerer på selve stigningen i antallet af diagnoser og hvordan den specialpædagogiske foranstaltning kan kvalificeres til at forholde sig konstruktivt og kritisk til udviklingen, samt hvordan man i praksis håndterer de henviste elever. For stigningen i antallet af diagnoser finder sted sideløbende med, at folkeskolen forsøger at leve op til den internationale Salamanca-erklæring om, at vi i videst mulig omfang skal inkludere elever med særlige behov i den almindelig undervisning.

Der kan være en modsætning mellem de to typiske tilgange der anvendes, når der opstår “problemer” i skolens pædagogiske miljø. I den ene tilgang rettes blikket mod selve eleven som mulig årsag til problemets udspring. I denne tilgang søges en individbunden årsagsforklaring, hvor problemet begrebsligt placeres inde i eleven. Denne tænkning bygger på traditionelle vidensområder, hvor elevens adfærd tolkes ud fra en typisk biologisk og psykologisk tilgang – en tilgang, hvor det at henvise til psykolog bliver den mest naturlige handlemulighed. Stigningen i antallet diagnoser er på paradoksal vis med til at “fodre” denne forståelsesproces – fordi når antallet diagnoser stiger, får vi nemt indtryk af, at vi faktisk er omgivet af afvigende børn – det har antallet af diagnoser jo vist.

Et alternativ til den individualiserede årsagsforklaring er et kritisk blik på selve den pædagogiske praksis eleven er en del af. Dette fokus indtænker elevens omgivelser, herunder den pædagogiske praksis som lærerne er tilrettelæggere af. I dette perspektiv gives der endvidere mulighed for at stille spørgsmål som: “Er grænserne for normalitet i vores kultur eller særlig organisation blevet for snævre? Hvilke aspekter i vores pædagogiske kultur gør netop denne elevs særlige adfærd problematisk? Hvis vi organiserer vores pædagogik anderledes, kan vi da gøre den enkelte elevs adfærd mindre afvigende og mere acceptabel?”

Én side er de kritiske spørgsmål – en anden side er selve den pædagogiske praksis, som indbefatter en voksende specialundervisning, der står i sammenhæng med antallet af diagnoser.

Jeg er af den opfattelse, at vi ekskluderer alt for mange elever i den danske folkeskole, men også i samfundet generelt.  Er ved at skabe en skole for de få?

Dette er et emne, der optager mig meget, praktisk som teoretisk, og derfor vil der komme flere indlæg om dette emne i fremtiden, både i forhold til uddannelse og samfundet generelt.