Vi taler om viden – og innovationssamfundet. Men hvor er borgeren, den såkaldte almindelige dansker henne? Er han/hun en del af videnssamfundet? Ja, mange er. Og på den anden side: Mange danskere bor ganske vist i Danmark, men de er uden for. Nogen har sat sig selv uden for. Andre er blevet sat uden for – af os, der fortsat er med. Det er ikke holdbart, at vi på den ene side ekskluderer betydelige dele af befolkningen fra, hvad der her summarisk kaldes vidensamfundet. Vi risikerer, at det danske samfund revner, falder fra hinanden. Så vil vidensamfundet blive et samfund for de mange og de privilegerede, mens hundredetusinder vil føle sig og reelt være uden for og henvist til en tilværelse i skyggen af den såkaldte videnmedarbejder. Og så er det ikke et samfund. I Knud Aarups interessante bog, Frivillighedens velfærdssamfund, kan man bl.a. læse, at i perioden 2001 – 2006 er antallet af børn i Danmark, der lever i fattigdom, steget med godt 15.000. “Mennesker skal have noget meningsfyldt at stå op til” siger vi ofte. Men der er alt for mange i det såkaldte højt udviklede danske samfund, der ikke lever en meningsfyldt tilværelse. Mindst ét hundrede tusinde unge mennesker imellem ca. 16 og 26 år er uden for uddannelses – og arbejdsmarkedet. Det er en katastrofe.

Samfundet udvikler sig med en uhyggelig hastighed lige nu. Dramatisk hastighed. Hvem er “in control”? Danmark har alle chancer for både at være med i den globale udvikling og, om man vil, globale konkurence, og udnytte alle de økonomiske og andre muligheder, der er her. Men vi har også, endnu i hvert fald, råd til og mulighed for at tage hånd om de unge  mennesker, der dybest set har mange ressourcer og kompetencer, men som er ved at blive virkelige tabere i det ekskluderende samfund og eksklusive samfund, som vi er ved at udvikle. I de kommende år bliver det en særlig forpligtigelse at tage vare på de svageste  i samfundet samtidig med, at der finder en mængde omprioriteringer og forandringer sted. “Når krybben er tom, bides hestene”, hedder et gammelt ordsprog, og det er bl.a. det, vi oplever. Mennesker og grupper kæmper på mange fronter i samfundet for at bevare velerhvervede – eller også var disse – formelle – rettigheder faktisk ikke så velerhvervede, men var utilsigtede muligheder, som alt for mange mennesker ikke kunne modstå at udnytte? På nogle områder er velfærdssamfundet blevet en karikatur af sig selv. Samtidig med at mange marginaliserede grupper får det stadig vanskeligere i Danmark, er der andre grupper, der beriger sig på fællesskabets bekostning. I nogle tilfælde på formelt set lovlige måder, men helt uden for al sund fornuft; i andre tilfælde gennem simpel snyd og bedrageri.