Vi fortæller historier om vores liv og os selv for at blive anerkendt og accepteret, at finde sin identitet eller sig selv, at skabe en mening i livet, at forbinde gøren og erkendelse og at erkende nye muligheder mm. Det er altså alt det, der fortælles af andre og os selv, som tilskrives betydning og sættes ind i den personlige historie med henblik på at få orden på selvforståelsen, så man fremtræder acceptabel for sig selv, og så man overbeviser andre om, at man er det. De ting, der sker, sker altid i en social og personlig kontekst, som medkonstruerer historien om begivenheden. Vi husker altså det, der passer med vores nuværende helhedsopfattelse. Grundlæggende er historiens store styrke at den, uanset hvordan den fortælles, indeholder personens holdninger, værdier og tro. Det er det, der kan spørges ind til, og det er det, der skal spørges ind til. Det er ved at lytte nærværende og spørge undersøgende til en person, som fortæller, at vedkommende får mulighed for at få rummet og senere at kunne distancere sig til sin historie. Det kan give anledning til genfortolkning af det skete, af værdier og følelser mv. med henblik på en ny synsvinkel på historien eller elementer af historien.
Det er gennem historien og dermed sproget, vi skaber os selv til os selv og de andre. Igennem historierne fastlægger vi de sociale rammer og traditioner, som derefter er rammen for det fortsatte liv og dets fortællinger. Vi skaber de symboler og opfattelsen af vores sociale identitet, som giver mening, når vi kommunikerer om dem. Det er i den producerende vekselvirkning mellem det virksomme og det kommunikative, at identitets- og meningsdannelse finder sted. Uden arenaer og rammer for dette arbejde går identitetsudviklingen i stå.
Når vi fortæller vores historier, identificerer vi os med dem, kunne man også sige. Altså er det også arbejde med ligheder og forskelligheder. Eller om man vil det – værdiarbejde. Det, vi ønsker at være en del af, og det vi ikke vil være en del af. Men i øvrigt justerer vi hele tiden på vores egen, andres og den fælles historie, kaster nyt lys over den, giver nye tolkninger af den og i den forstand nyformulerer den ved hele tiden at fortælle den. En hvilken som helst historie vil ikke være mulig at fortælle. Paradoksalt kan man sige, at der er et begrænset, men uoverskueligt stort antal mulige historier og tolkninger. Dette giver mulighed for overskud af mening, altså nytænkning. Man udvikler sin nytænkningsmulighed ved at fortælle om det, man har gjort.
Man bliver det man fortæller, og det andre fortæller om dig.
Det betyder, at historiefortællingen både har en meningsmæssig funktion som det, der skaber kontinuitet i livet, ved at vi i nuet konstruerer vores fortid, og en funktion, som åbner for et fremtidsperspektiv. Ved at fortælle konstruerer vi den historie, som vi senere lever op til ved at realiserer den. Eller med andre ord: Vi får øje på muligheder ved at fortælle. Og det er vel netop meget præcist det, der sker. Når vi ser os omkring i forhold til de andre børn og voksne, vi drager omsorg for, så har det umådelig stor betydning for åbning af muligheder, hvad vi fortæller om dem. Hvis vi fortæller dem som skvadderhoveder eller beregnende små kejsere, så vil det tendere mod at blive selvopfyldende profitier. Hvis vi fortæller dem som potentialer, talentfulde medarbejdere, elever, børn mm., vil det omvendt være disse muligheder som tenderer mod at realiseres. Hvis overdrivelsen i fortællingen imidlertid er for stor, bliver det afvist, men hvis overdrivelsen er marginal, bliver det taget ind og gjort til en del af selvfortællingen. Netop derfor er det i ledelse og opdragelse af vital betydning, man italesætter sig ‘rigtigt’, så man åbner muligheder, frem for at lukke ved hjælp af diagnoser og etiketter.
Hver person har sin opfattelse i sin fortolkning af verden. Vores fælles virkelighed bliver det, vi gennem kommunikation kan blive enige om er vores fælles virkelighed.
Så hvilke historier fortæller du om dig selv, dine børn, din mand, din kæreste, dine kollegaer, din leder, elever med særlige behov? Din fortælling er med til at skabe deres verden.
Vi vokser alle med de gode historier. Hvis vi gør os umage med at finde de gode historier giver vi rum og muligheder til hinanden. Ofte er det dog helt andre historier, der fylder mest. Historier om utilstrækkelighed og frustrationer! Gid vi havde modet til at fortælle de gode historier og lade de øvrige indtage mindre plads
Vi vokser nemlig gennem de gode historier. Jeg syntes du har fat i noget interesant i forhold til de gode historier, og at der skal mod til at fortælle dem. Det er en spændende kobling