Bukser i brand

Lad mig begynde med Benny og Børge. Vi kender dem fra Halfdan Rasmussens vidunderlige lille rim under bogstavet B i Halfdans ABC fra 1967:

Bennys bukser brændte.

Børge råbte, åh!

Børge havde nemlig 

Bennys bukser på. 

Det handler om en tilfældighed, et ydre sammentræf af omstændigheder: den ene låner sine bukser ud til den anden – de to er knyttet sammen, da uheldet er ude. Man kan gyse, fnise eller trække på skuldrene, for det er jo bare en spøjs og skør lille hændelse, endda på vers; et vidunderlig charmerende vrøvlevers, der har beriget snart sagt hver eneste danske barndom, ihvertfald min.

Men er det virkelig bare et ydre sammentræf, en pudsighed? Hvorfor fniser vi så forlegent? Er historien faktisk tættere på sandheden om vores liv og vores samfund end det meste andet vi går rundt og siger til hinanden? Har Benny og Børge fat i den lange ende? Går vi i virkeligheden altid rundt med hinandens bukser på? Gør det altid ondt på mig når dine bukser brænder?Har vi mere til fælles end vi er vant til at tro? Er forbindelsen ikke ydre og tilfældig, men indre og nødvendig? Er det biologi, der knytter Benny og Børge sammen, så de hele tiden sætter hinandens bagender på spil, bukser eller ej?

De seneste ti års videnskab har gjort det aldeles klart, at vi i den grad går rundt med hinandens benklæder på og er meget mere på virkede af hvordan hinanden har det, end vi havde forestillet os. Vi har hinandens sko på, vi har haft det hele tiden, nu mangler vi bare at opdage det.

Fra samfundsvidenskabernes udforskning af store grupper af mennesker, fra adfærdsvidenskabernes studier af, hvordan enkelte mennsker eller dyr opføre sig, og fra neurovidenskabernes kortlægning af hjerner og centralnervesystemer kommer samme enkle billede: det er ikke noget tilfælde at vi laver samfund, det er ikke noget tilfælde vi er interesserede i hinandens ve og vel, det er ikke et tilfælde at vi holder af at tingene går fair for sig, det er ikke noget tilfælde vi hjælper hinanden. Det ligger dybt indlejret i vores biologi, at vi mærker hinanden, lever os ind i hinanden, føler hinandens følelser, føler med og for hinanden: Vi har empati. Vi kan spore det tilbage i udviklingshistorien, hos aberne, hos hunde, hos rotter. Vi er ikke alene, hver i dyreriget eller i samfundet. Vi mærker hinanden hele tiden.

Det er kun kønt, det vi mærker. Det handler ikke bare om ømhed, kærlighed og åbenhed. Det handler også om foragt, afsky, fjernhed, udelukkelse og væmmelse. Følelsen af svigt er lige så social som følelsen af tilknyttethed. Lysten til at hjælpe følges af trangen til at holde ude. Følelsen af samhør modsvares af følelsen af fremmedhed. At være rettet mod det fælles handler ikke om at være evigt flink og fattet. Vrede, hævngerrighed og afvisning er lige så sociale følelser som venlighed, kærlighed, tilgivelse og kærtegn. De seneste årtiers erkendelser af vores sammenknyttethed handler ikke bare om romantik og skønhed, men også om afskyelighed og udfordringer. Det er ikke bare politisk korrekt og pænt alt sammen, men både frygteligt og samtidig dybt opløftende.

Alt i alt sætter disse nye videnskabelige erkendelser en ny dagsorden for vores samtale om hvordan vores liv og vores samfund kan indrettes. Mange af vores forestillinger om os selv og forbundethed er under forandring. Vi har været vant til at tænke i modsætninger: Egoisme (kun gøre noget for sig selv) eller alturisme (at gøre noget for andre). Selviskhed eller selvopofrelse. Tænke på sig selv eller tænke på andre. Tænke på de få eller på de mange. På den enkelte på fællesskabet. Højre eller venstre. Velstand eller velfærd. Fornuft eller følelse.

Men det er falske modsætninger.

Hvis vi i virkeligheden går rundt med hinandens bukser på, passer det jo slet ikke at man gør det bedst for sig selv, hvis man kun tænker på sig selv. Eller bedst for de andre, hvis man kun tænker på de andre. Så er det jo en falsk modsætning. Hvis man mærker andres smerter, de andres glæde, de andres fryd og de andres sorg, så nytter det jo ikke en selv kun at tænke på sig selv, for det er helt afgørende for en selv hvordan de andre har det. Og det nytter heller ikke kun at tænke på de andre, for hvis man svigter sig selv, svigter man jo også dem, i og med at de kan mærke ens smerte.

Hvis vi gennem den biologiske udvikling er blevet ustyret med en indbygget evne til at opleve hinandens oplevelser, en evne til indføling og indlevelse, som indebærer en indlysende overlevelsesfordel for dyr der lever i flok og er afhængige af hinanden, så kan vi godt glemme alt om egoisme og hellighed. Et menneske, der kun vil tænke på sig selv, er bare amatør – egoist, som ikke ved sit eget bedste. Og et menneske der i sin barmhjertighed vil glemme alt om sig selv og sine egne behov for kun at hjælpe andre, er i længden bare en dårlig kammerat. Hverken egoisme eller altruisme holder i længden. Det betyder selvfølgelig at mange politiske grundforestillinger skal tænkes igennem på ny.

Bennys bukser brænder og alle råber, åh! Alle har vi nemlig Bennys bukser på.

Det er en bilogisk påstand: Et udsagn om hvordan mennekser er udviklet igennem historien, hvordan vi er født forbundene, steder hinanden som sociale væsner, om vi vil det eller ej, om vi  er sammen eller ej.

 

Hvordan kan lederen kende sig selv?

Tilværelsen formes af den påvirkning, man får fra sine forældre, lærer, kollegaer, kammerater og venner. Men den indre dialog er vel nok den væsentligste kraft i formningen af én selv. Andre kan inspirere, tilskynde, råde, advare og opmuntre, men det er den dialog, man har med sig selv, der er den vigtigste. Ellers gav det heller ikke mening at tale om mønstrebrydere, altså at mennesker vælger at leve en helt anden tilværelse, end deres forældre eller den kultur, de kommer fra, tilsiger. Ud over den indre dialog er det også vigtigt, at ledere har samtaler med andre, hvor de talende lytter gensidigt til hinanden, for herigennem åbnes mulighed for at skabe ny indsigt og forståelse.

Jeg har gennem de senere år arbejdet med protreptikken som samtaleform. Protreptik betyder egentlig at vende et menneske mod det væsentlige, og gennem disse samtaler har jeg mødt ledere og medarbejdere, der står ved deres egne idealer om et godt liv. Under protreptiske dialoger har jeg oplevet ledere, som erkender, at de tager magten på sig, ikke for selv at blive berømte, men for at varetage en opgave i en større sags tjeneste. De indser også under disse dialoger, at det har mindre betydning, om andre får æren for noget, som de egentlig er ophavsmænd til. Ofte kan disse ledere ikke forklare, hvordan de ser på sig selv. Men ved at arbejde med de værdier, som kommer frem under protreptisk samtale, bliver det tydeligt for lederen/medarbejderen selv, hvorfor han ligeglad med at få æren, bare opgaven bliver løst på en god måde.

Ved at lytte og iagttage andre mennesker kan ledere lære sig selv at kende. Der er ikke meget, man kan udrette uden støtte og opbakning fra andre, uden gode relationer, om det så er ens ægtefælle og familie, en ven eller den kammerat, der var tilbage da alle andre ikke var der. Det at have tiltro til sig selv, følelsen af at være noget værd, har at gøre med det, man som menneske tror på i livet, den mission man har. At man som menneske kan gøre en forskel. I det lange løb gælder det for ledere også om at kunne vinde andre for sagen, så de har tillid til ens projekt og de ideer, man har som leder. Den indre dialog kan hjælpe ledere til altid at være opmærksomme på, om de bliver forført af magten, om projektet i højere grad støtter et egoistisk fokus end et fokus, der gavner fællesskabet.

Hvordan ved man så, hvem man er som menneske, og hvornår bliver man færdig med at finde ud af det?Hvordan kan man vide, om ens menneskelige idealer er opfyldt, når man er leder? Hvornår er lederen ved vejs ende, hvornår er idealerne opfyldt?

Aldrig, vil mit svar være, for det at filosofere over sit liv holder man aldrig op med. At filosofere med et menneskeligt blik er med til at give livet mening. For ledere, der vil leve efter mennskelige idealer og værdier, vil denne udfordring aldrig slutte.

Hvornår kommer mennesket til udtryk i lederskabet? Hvordan kan ledere med behov for kontrol vise menneskeligt storsind?

 

Sproget skaber din og andres verden!

Vi fortæller historier om vores liv og os selv for at blive anerkendt og accepteret, at finde sin identitet eller sig selv, at skabe en mening i livet, at forbinde gøren og erkendelse og at erkende nye muligheder mm. Det er altså alt det, der fortælles af andre og os selv, som tilskrives betydning og sættes ind i den personlige historie med henblik på at få orden på selvforståelsen, så man fremtræder acceptabel for sig selv, og så man overbeviser andre om, at man er det. De ting, der sker, sker altid i en social og personlig kontekst, som medkonstruerer historien om begivenheden. Vi husker altså det, der passer med vores nuværende helhedsopfattelse. Grundlæggende er historiens store styrke at den, uanset hvordan den fortælles, indeholder personens holdninger, værdier og tro. Det er det, der kan spørges ind til, og det er det, der skal spørges ind til. Det er ved at lytte nærværende og spørge undersøgende til en person, som fortæller, at vedkommende får mulighed for at få rummet og senere at kunne distancere sig til sin historie. Det kan give anledning til genfortolkning af det skete, af værdier og følelser mv. med henblik på en ny synsvinkel på historien eller elementer af historien.

Det er gennem historien og dermed sproget, vi skaber os selv til os selv og de andre. Igennem historierne fastlægger vi de sociale rammer og traditioner, som derefter er rammen for det fortsatte liv og dets fortællinger. Vi skaber de symboler og opfattelsen af vores sociale identitet, som giver mening, når vi kommunikerer om dem. Det er i den producerende vekselvirkning mellem det virksomme og det kommunikative, at identitets- og meningsdannelse finder sted. Uden arenaer og rammer for dette arbejde går identitetsudviklingen i stå.

Når vi fortæller vores historier, identificerer vi os med dem, kunne man også sige. Altså er det også arbejde med ligheder og forskelligheder. Eller om man vil det – værdiarbejde. Det, vi ønsker at være en del af, og det vi ikke vil være en del af. Men i øvrigt justerer vi hele tiden på vores egen, andres og den fælles historie, kaster nyt lys over den, giver nye tolkninger af den og i den forstand nyformulerer den ved hele tiden at fortælle den. En hvilken som helst historie vil ikke være mulig at fortælle. Paradoksalt kan man sige, at der er et begrænset, men uoverskueligt stort antal mulige historier og tolkninger. Dette giver mulighed for overskud af mening, altså nytænkning. Man udvikler sin nytænkningsmulighed ved at fortælle om det, man har gjort.

Man bliver det man fortæller, og det andre fortæller om dig.

Det betyder, at historiefortællingen både har en meningsmæssig funktion som det, der skaber kontinuitet i livet, ved at vi i nuet konstruerer vores fortid, og en funktion, som åbner for et fremtidsperspektiv. Ved at fortælle konstruerer vi den historie, som vi senere lever op til ved at realiserer den. Eller med andre ord: Vi får øje på muligheder ved at fortælle. Og det er vel netop meget præcist det, der sker. Når vi ser os omkring i forhold til de andre børn og voksne, vi drager omsorg for, så har det umådelig stor betydning for åbning af muligheder, hvad vi fortæller om dem. Hvis vi fortæller dem som skvadderhoveder eller beregnende små kejsere, så vil det tendere mod at blive selvopfyldende profitier. Hvis vi fortæller dem som potentialer, talentfulde medarbejdere, elever, børn mm., vil det omvendt være disse muligheder som tenderer mod at realiseres. Hvis overdrivelsen i fortællingen imidlertid er for stor, bliver det afvist, men hvis overdrivelsen er marginal, bliver det taget ind og gjort til en del af selvfortællingen. Netop derfor er det i ledelse og opdragelse af vital betydning, man italesætter sig ‘rigtigt’, så man åbner muligheder, frem for at lukke ved hjælp af diagnoser og etiketter.

Hver person har sin opfattelse i sin fortolkning af verden. Vores fælles virkelighed bliver det, vi gennem kommunikation kan blive enige om er vores fælles virkelighed.

Så hvilke historier fortæller du om dig selv, dine børn, din mand, din kæreste, dine kollegaer, din leder, elever med særlige behov? Din fortælling er med til at skabe deres verden.

Selvindsigt – at se på dig selv udefra og ind

SELVINDSIGT udtryk for navlepilleri, egoisme og selvoptagethed. Sådan lyder kritkernes dom ofte over populære begreber som selvudvikling og coaching. Den stigende fokus på at realisere sig selv skaber et individualiseret samfund med stadig mere forkælede og krævende kunder, medarbejdere, partnere og elever – lyder kritikken blandt andet. Den påstand er jeg delvis uenig i!

At realisere  sig selv eller træde i karakter, som det også hedder, handler netop om at komme ud over sig selv. Om at påtage sig ansvaret for sig selv og sine handlinger, acceptere sin rolle i samfundet, forpligte sig til den og handle på baggrund af den. Det gælder ikke om at blive uendelig interesseret i sig selv, men om at blive uendelig opsat på at eksistere - at handle.  At sætte sig for at eksistere beror igen på et valg – beslutningen om at ville vælge ud fra dig selv i livets store spørgsmål. Træffer du eksistentielle valg, vil det give dig større dybde i dig selv, og dermed ser du også større dybde i verden. Livet bliver ikke lettere at leve, for tvivl, angst og følelsen af begrænsning vil aldrig forsvinde fuldstændigt fra dit liv, men at ville noget og vide med dig selv, at du vil gøre noget og at handle ud fra denne vilje, er også at træde i eksistens.

Peter Thielst har forfattet flere bøger om en af mine store helte,  Søren Kierkegaard, omhandlende Kierkegaards filosofi og psykologiske betragtninger. Thielst forklarer den kierkegaardske eksistentialisme på følgende måde:

Idet et menneske vælger at forholde sig til sig selv, bliver det opmærksomt på modsætningen mellem, hvad det virkeligt er, og hvilke forventninger han eller hun har til sin person. Det opdager forskellen mellem sit faktiske selv og drømmebilledet. Dermed begynder mennesket at eksistere. 

Valget er personligt. Du kan søge råd hos nogen, der står dig nært eller vejledning hos en coach eller mentor, når du står over for at træffe vigtige beslutninger i dit liv. Det ændrer ikke på, at det i sidste ende er dig selv og kun dig selv, der bestemmer, hvordan du vil handle. I vores valg af spørgsmål og rådgivere har vi alligevel allerede valgt, vi forsøger blot at gøre valget mere objektivt ved at vende tanker og overvejelser med andre. Men at skabe selvindsigt går ikke ud på at lytte til tidligere indsamlede erfaringer og gennemanalyserede resultater. Her må det subjektive til, for uden det opnår du aldrig et afklaret liv. Det subjektive valg beror alene på dig selv. Derfor er det ubehageligt at træffe – og heri ligger ægtheden. At træffe subjektive valg, betyder, at man drager omsorg for sig selv, men ikke at man er individualistisk, selvoptaget eller kun udlever “enhver er sin egen lykkes smed-liberalisme”, mener Kierkegaard. Mennesket eksisterer ikke i et tomrum. Det vil altid leve en tilværelse vævet ind i andre menneskeres. Så det at blive subjektiv og træffe personlige valg er altså også at blive virkelig for andre mennesker som en nærværende og engageret person.

At opnå selvindsigt gavner ikke kun dig selv og din handlekraft, men også din omverden.

Et godt sted at starte er at svare på:

Hvad er det aller vigtigste for mig?

Man kan være et ordentlig menneske!

En smuk, rørende og inspirerende film om det ordentlige menneske.

Da Zarathustra var tredive år gammel, forlod han sit hjemsted og sit hjemsteds sø og drog op i bjergene. Her nød sin ånd og sin ensomhed og blev i ti år ikke træt af det. Men til sidst forvandlede hans hjerte sig – og en morgen stod han op med morgenrøden, trådte frem for solen og talte således til den:

“Du store stjerne! Hvad var vel din lykke, hvis du ikke havde dem, som du lyser for”

Friedrich Nietzsche i ” Således talte Zarathustra”.

 

At være et ordentligt menneske – i en verden i uorden!

Der går en skillelinie ned igennem menneskeheden. Der går mange, men jeg tænker på den, der går mellem ordentlige mennesker og de andre – vi andre. Med ordentlige mennesker tænker jeg på dem, som ikke bare opfører sig pænt og er imødekommende over for andre. De er på mærkværdigvis også i stand til – i stort og småt – at se tingene også fra andres synsvinkel og forholde sig til sig selv med distance. Se sig selv i det rette perspektiv; fra oven og ned. I en daglig sammenhæng viser de sig som dem, som ikke går i vejen for at hjælpe andre. Dem, som træder et skridt frem, når andre træder tilbage, som i stedet for hele tiden at koncentrere sig om sig selv, kan finde på at gøre noget for at få andre på ret køl.

I vores samfund har et stigende antal mennesker et stadigt mere vagt forhold til institutioner og grænser. De fastholdes ikke længere, men overlades i sidste ende til at fremtrylle myndighed og moralsk ansvarlighed af sig selv. I sandhed et Münchhausensk foretagende! En i tiden udbredt følelse af opløsning, værditab og mangel på sammenhængskraft befordres af et stigende antal løsgående individer – svage karakterer, ville man engang have kaldt dem – som tillader sig selv at lege tagfat med og mishandle andre i sammenhænge, som engang var baseret på tillid og ansvar. Sådan gør de få livet meget besværligere for de mange.

Det løsgående individ er det ordentlige menneskes antipode, ultimativt forstået som psykopaten, som er et næsten logisk produkt af det stærkt individualiserede massesamfund. Der er som oftest ikke tale om psykopater i klinisk forstand – selvom antallet af dem måske også er stigende – men om ´villede psykopater´, som på den almindelige grænsesvækkelses vilkår og i selvoptagethed og kedsomhed griber til at angribe og overskride andres grænser, hvor de kan - fordi de kan. For så rykker det da lidt.

Ordentlige mennsker vil altid være der et sted, men de er ikke nær så fascinerende som ofre, hyklere og psykopater.

Måske må man resignere. Men så hænder det, at man kan blive grebet af en sanseløs optimisme! Man vågner op en skønne morgen, synes vinden blæser fra en anden kant – og man tænker: Det er aldrig for sent at blive et ordentligt menneske! Lad os begynde i dag, lad os øve os sammen! Øve os i at blive ordentlige mennesker, øve os i at forvente, at andre er ordentlige mennesker! Lad os hive hinanden op ved hårene! Når det sker, tror jeg fuldt og fast på, at der inden i alt det bløde ‘danske’ er noget mere hårdt og mere substantielt, som der kan bygges på.

Man bliver et ordentligt menneske ved at få lov til at gøre sin pligt, så lad os give hinanden lov til det. Ikke for vores egen skyld, ikke for at vi skal få det bedre, ikke af hensyn til egen psykosociale udvikling – eller i hvertfald ikke primært. Man bliver det for en højere ordens skyld. For at styrke det, der rækker ud over en selv.

Hvorfor blive et ordentligt menneske?  - For skønhedens skyld. Den uomtvistelige skønhed ved det rette og det sande, skønheden ved at stræbe moralsk. Skønheden og tilfredsstillelsen  ved at gøre sin pligt og ‘være der’ for andre. Den er ikke uvæsentlig. Det ordentlige menneske giver sit eget liv værdi ved at give andre menneskers liv værdi. Det er en genvej til et fællesskab uden de store utopiske armbevægelser. Og selv om man ofte kan føle sig overbevist om det modsatte, tror jeg fuldt og fast på, at vi sammen er klogere, end vi er enkeltvis. Det er vel i bund og grund det kultur handler om, at gøre noget fælles

Så lad os blive ordentlige mennesker! Vi kan begynde med at simulere.